En stille søndag

Søndagens medicin stod på en fisketur til Pinds Mølle, idet jeg havde haft en lang arbejdsuge og håndboldkamp lørdag. Det var altså tid til at lade roen sænke sig, og hvad er så ikke bedre end en fisketur?
Termokanden og madpakken blev pakket ned i tasken og på vej ud mod søen blev et par nye Præster og Fiduser hentet i pakkeshoppen.
Da jeg ankom, var P-pladsen helt fyldt - men årsagen var klar; solen skinnede, der var vindstille og plus-grader i luften.
Begejstringen blandt de andre fiskere var ikke stor, der var ingen som havde fanget noget, men jeg ville dog tage kampen op mod de tydeligvis sløve fisk. Jeg begyndte at rigge grejet til, og slå hul på noget af isen, da solen desværre ikke helt havde haft sin magt her. Og så gik ellers fire timers fiskeri i gang.
Men men men... kampen synes hurtig svær, ja middelst talt umulig. Jeg prøvede flere forskellige metoder, Præsten, Fidusen, spinner, flue, passiv- og aktiv PowerBait, dog uden succes. Jeg havde sågar ikke et eneste hug i de fire timer, og det samme gjorde sig gældende for de andre fiskere - ingen havde haft hug den dag.
Dog var turen ikke helt spildt; jeg havde heldigvis en god varm kakao og madpakke med, og det kunne nydes i smukt vintervejr samt skønne omgivelser. Måske vejret næsten var for godt i forhold til fiskene??
Det er heldigvis utrolig længe siden, jeg sidst har haft en nultur, og krydser fingre for at der går lang tid, før det sker igen. Det er nu bare sjovere, når der er fisk der bider, og man får flex på klingen. Uanset hvad så var det nu stadig i skøn tur, hvor jeg fik slappet af og ladet batterierne op til en ny uge.

Jeg vil i samme ombæring komme med lidt inspiration til, hvordan jeres fangster kan tilberedes. Heldigvis havde jeg fisk i fryseren fra forrige tur, hvor en smuk ørredfilet blev skåret ud som steaks smurt med en masse krydderier og olier og dertil risotto med svampe og spinat - velbekomme:


Dagens medicin:
- Kom tilbage om to uger, hvis ikke det er blevet bedre. ;)
- Ro i krop og sjæl

Og husk på: en nultur er bedre end ikke en fisketur!

Knæk og bræk
- FiskeDoktoren



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Mikro-blink er sommerens medicin!

Enkelthed og meter i benene

En lille fræk sag - giver fisk på en sommerdag'